Han fløj forbi hende og så hende knapt nok, hun var helt lukket og nærmest sky. Hendes duft var flygtig og hun havde en sårbarhed så gennemsigtig, at den ellers ikke bemærkedes, men han sansede hende. Han sansede hendes duft, som var mild og forførende og han vendte tilbage, han kunne ikke lade være.
Hun turde ikke vise sig, men noget i hende voksede, da han vendte tilbage, da han insisterede på hendes skønhed og sværmede om hende. Noget i hende forandrede sig og hun fik lidt mod.
Hun åbnede sig en smule og hendes milde duft forførte ikke bare ham, hun mærkede selv farven blusse og hun berusedes i duftens nydelse og hans sværmeri.
Forelsket, han var ikke i tvivl, men hun tøvede. Hun måtte have lidt mere tiltro, det kunne ikke passe, hendes skønhed. Hun varmede sig, mens han sværmede om hende, nogle gange for tæt og andre gange alt for langt fra, en dans i glemsel og længsel.
Hun mærkede hans nærvær og hun fik tillid, hun mærkede hans tålmodighed og hun fik tillid, hun mærkede hans vedholdenhed og hun fik tillid.
Hun turde at folde sig ud, at vise sig, bare lidt, at vise hvem hun var, inderst inde.
Hans tone summede og lyden berørte og beroligede hendes indre. Hun løsnede op i hans nærvær og længdes i hans fravær, hun glemte sig selv eller opdagede sig selv.
Hun følte kærlighed.
Hun følte sig usikker og sårbar, hun følte sig smuk og dejlig, hun følte sig tillidsfuld og tryg og hun opdagede, at jo mere hun åbnede sig, jo mere foldede hun sig ud.
Hun mærkede styrkens sårbarhed og sårbarhedens styrke, men mest af alt mærkede hun tilliden og kærligheden i livet blomstre.
Han var om hende og da hun åbnede sig, mærkede hun ham også i sit indre – De blev forenet i hendes indre for evigt, de blev én
Hun mærker sit indre i evighed, i evighed mærker hun sit indre, hun mærker stilheden. En stille brise stryger ind over hende og det begynder at blæse op. Hun svajer og hun rystes, men hun står fast i sit stille indre, intet kan længere gøre hende sky og gennemsigtig, intet kan skille dem ad og true hende, hun står fast med dybe rødder, hun mærker sit indre.
Hun ser lyn skærer sig igennem himlen og hun hører tordenbrag, men hun er ikke skræmt.
Hun mærker smerten, da de tungt faldende regndråber slår hende ned, hun tynges, men holder sig oprejst.
Dråberne samler sig på hendes ydre, men også i hendes indre, så hun må bukke sig, tårerne løber ud.
Hun hænger med hovedet, skærmer sig og tager imod, hver enkelt regndråbes sylespidse leg. Hun holder igen, men hun kan ikke bære skønheden længere, dråberne er for tunge og for smertefulde og hun må give slip, give slip og mærke smerten i sit indre.
Hun mærker at hun er fri for tyngden fra regndråberne, solen skinner, alt er stille, bortset fra fuglene, der kvidrer. Hun kigger op og står i al sin afskyelighed, al sin sårbarhed, al sin smerte, nøgenhed og tristhed og hun mærker i sit indre at de stadig er én i al evighed.