Jeg hedder Sheila Andersen og jeg skriver fortællinger og digte fra mit hjerte og min sjæl. Når jeg går i livet, opdager jeg, jeg opdager et lille egern, der ser mig fra sin stamme; et menneskes bevægelse; en mørk indgang; en valmue, der står ensomt på kornmarken; en ændring i stemningen; en vanddråbe på et blad. Det jeg møder, hvisker til mig, når jeg lytter og det guider mig, når jeg ser. I mødet, møder jeg mig selv, opdager mig selv, sanser mig selv og ud fra det, skriver jeg, lige der, hvor jeg er nu.
Jeg har altid sanset på den måde og udvekslet mig med naturen og har også altid skrevet og skrevet digte, men det har mere været, når alting blev for meget, så har jeg skrevet det ud. Nu skriver jeg i livet fra hjerte og sjæl.
Jeg mærker min sårbarhed og har i livet opdaget, at min sårbarhed, er min styrke. I flere år har jeg oplevet, at naturen og kunsten berører og bekræfter dette, naturen og kunsten har givet mig et spejl, som har styrket mig. Jeg gik i mange år og troede at jeg var den eneste, men jeg opdagede, at det var jeg ikke – Jeg er ikke alene, jeg er ikke den eneste valmue på den store gule kornmark. Den fortælling og mange andre fortællinger og digte, som jeg skriver i livet, vil jeg, med blussende kinder, stor sårbarhed og generthed, dele med jer, så alle kan vide, at vi ikke er alene.
Valmuen
“Der var engang en lille rød valmue og når jeg skriver lille, så var hun lille. Hun gemte sig i midten af den store gule kornmark og der voksede hun i skyggen, hun følte sig anderledes i forhold til de andre, til sine omgivelser. Hun var altid omgivet af andre, af de fineste kornsorter, som alle vidste, hvad de skulle, når de blev større. De skulle være mel til brød, kager og alverdens lækkerier, kun fantasien kunne sætte grænser og det gjorde den. Der var ikke meget fantasi, de vidste, hvad de ville, hvad de var bestemt for og det jordnære trivedes de i. Den lille røde valmue var aldrig alene og hun var altid alene – hun mærkede så dybt alt det, de andre var gode til. Hun mærkede styrken i deres vilje til at leve det liv, de var sat i verden for. Hun mærkede de andres styrke og hun mærkede de andres blikke, de andres forundrede blikke, når hun forsøgte at fortælle, hvad hun drømte om. ”Drømme”, sagde de og rystede på hovedet og smilede lidt overbærende, det var ikke et begreb i deres sprog. Dem der stod valmuen tættest, var vant til hende og de kunne faktisk godt lide hende, hun var altid så hjertelig og så positiv, som var hun en strålende sol, de mærkede hendes røde skær, de mærkede hendes nærvær. De passede godt på hende, for hun var, som en lille sol i deres liv, en lille sårbar en, der skulle passes på. Hun mærkede også at de kunne lide hende og hun blev så glad og glæden boblede over i brusende begejstring. Hun blev så ivrig at hendes rød-farvede glædesbobler ramte de andre og de begyndte også at boble af glæde, men … ”uha nej”, sagde de og stoppede op, ”du skal ikke tænke så meget, meningen med livet, er selve livet, det er givet, det er ligetil – det er meningen, vi skal være mel til brød, kager og alverdens lækkerier”. Her var den lille røde valmue omgivet af gode, gode venner og familie, der ville hende, det allerbedste, men hun følte sig slet ikke forstået, ”Hvad er meningen med livet? Hvad er meningen med mit liv? Det er selve livet, men hvad er livet, hvad er mit liv?” Hun sagde tit til sig selv ”Hvor ville jeg dog ønske at jeg var korn, at jeg skal blive til mel, så jeg kan blive til kager og brød og alverdens lækkerier, så ville alting være meget nemmere” og hun øvede sig og hun øvede sig, hun ville så gerne være korn, som de andre. Tiden gik og jo mere hun øvede sig, jo mørkere blev der og hun lyttede til de begejstrede stemmer omkring hende, når de talte om deres liv. Hun mærkede, så dybt i hende at det ikke var hendes drømme, men hvad hun drømte, måtte hun holde for sig selv, hvis hun overhovedet vidste, hvad hun drømte. Der var ingen, der kunne tale dette sprog, kun skyggerne og dybet i jorden, det fornemmede hun en gang imellem i hendes værste mareridt. Hendes hoved var begyndt at hænge i tristhed og bedrøvelse. Hun mærkede klumpen i halsen, som hun forsøgte at synke, det var egentlig ikke gråd, men det var alt det hun ikke fik fortalt, fik sagt eller sagt fra over for. Hun var ved helt at opgive det liv, hun ikke vidste hvad var og de drømme, hun ikke kunne sætte ord på.
Men så en tidlig morgen lige før solen brød frem, kom Ræv listende forbi i kornmarken og den lille valmue blev så betaget af hans røde pels, pelsen havde strejfet hende og et enkelt hår havde sat sig fast i hendes ene blad ved stilken. Instinktivt vidste hun, at der var håb, håb, håb om at livet var ved at tage en drejning. Hun rejste sig forsigtigt op og samtidig gryede dagen og solen brød frem. Hun missede med øjnene i den skarpe sol og hun mærkede sin egen sårbarhed i alles forundrende blikke, som var rettet mod hende, men hun brugte sårbarheden, som sin styrke. Hun sagde fra overfor blikkene og hun fulgte sit instinkt, det instinkt, som Ræv havde vagt og som hun mærkede så tydeligt, suse gennem hele hendes krop. Hun fornemmede et rødligt skær i det fjerne, hun stod ved den hun var og hun mærkede næringen fra den sorte muld. På forunderlig vis, havde hendes rødder fundet sammen med andre valmuerødder i det fjerne og hun mærkede, at hun ikke var alene, hun mærkede at hun aldrig var alene, at hun aldrig havde været alene, hun mærkede det bare først nu. Nu vidste hun det, hun stod der i kornmarken med stærke rødder, en rank stilk og fine blade hele vejen op til hendes blussende ansigt, hun var noget genert og sårbar i den uvante situation, men nu kunne hun nære sine drømme, nu kunne hun elske sig selv og kærligheden lagde sig, som et skarlagenrødt skær ud over hele kornmarken, hun åbnede sig og hun mærkede selv lysskæret fra andre valmuer og det røde kærlighedshav bølgede i kornmarken, som et hav i stille vind og i storm. Hun var i live, hun var i livet, det var hendes måde at være i verden på.”
