Min far, mine bedstefædre og mine oldefædre var håndværkere; tømrere, snedkere, smede, malere. De arbejdede med træ, metal, ild, vand, farver, former og de brugte deres håndværk kreativt til udformning af møbler med sirligt snittede vindrueranker i træ; dørgerigter skåret i smig, så linjerne var rene og rette; hestesko hamret og banket til nygiftes lykkeamuletter; metallysestager med kvindelige attributter; kælke med vandbøjede træmeder; malerier af landskaber og hverdagen i marken med rumperne i vejret; der blev smedet festsange; snittet træfigurer, majspiber og kreeret originale taburetter, på de små værksteder rundt omkring. Bag alle disse mænd, stod deres hustruer, mødrene til deres børn; min mor, mine bedstemødre og mine oldemødre. Så nu står jeg her og står bag, men hvad er det, jeg står bagved? Jeg har ikke noget håndværk eller har jeg?
Jeg står bagved og venter…, jeg venter…, jeg venter…, jeg venter ved essen, min indre varme glød, min inderlige sjæl, de rødglødende træstykker ulmer, de venter…. Jeg tager smedens handske på, puster til gløderne og rækker mine arme mod himlen, læner mig let bagover og kalder ”ki-ki-kiii”. Jeg venter og får et svar ”ki-ki-kiii”. Den lille dværgfalk lander elegant på min handske. Jeg ser ham i øjnene, han hørte mit spørgsmål og nu suges jeg ind i hans blik og vi svæver ud på erindringsrejsen. Jeg ser et bjerget landskab, jeg dufter havet, mit falkeblik zoomer ind på et særligt sted lige under trægrænsen.Jeg ser farvestrålende vanddamp stige op i en søjle. Der er en lille træhytte og ved et kæmpe bål, står en svajende kvinde, hun har begge arme i vejret, let bagoverlænet med ansigtet mod himlen, hendes hår er lidt viltert, hun er iført en rummelig hvid kjole eller den er så hvid, som den nu kan være ved siden af så stort et bål. På hendes ene hånd bærer hun en smedehandske og i hendes anden hånd, har hun en rødglødende kølle, hun åbner sine øjne og vores øjenkontakt, sætter hende i bevægelse. Hun banker køllen mod metal, jeg hører toner og ser metalskålen og der flyver gnister for hver gang, hun slår klangskålen an. Jeg ser nu, der er mange skåle og kvinden danser en energisk dans og mens hun slår skålene an med den rødglødende kølle, svæver gnister og toner til vejrs. Lydenes flammetunger slikker sig op ad kvindens arme og hun tyder dem, som nattens drømme. Lige med ét, forvandles energien til yndefulde bevægelser og i en forsigtig dans, gives den glødende kølle tilbage til ilden og hun løfter nu den ene skål og sænker den ærefuldt ned i kilden med det klare vand. Farvestrålende vanddråber danser omkring skålen i en hidsig, sydende fordampning, der stiger til vejrs, som en farvestrålende søjle af vanddamp, mens ringe i vandet sætter den omgivende luft i bølgende bevægelser. De omkringstående træer bekræfter svajende dansen, der løsner kroppen for snærende følelser og blotlægger sjælen til genfødsel af spirende håb. Kvinden står igen svajende, let bagud lænet med hænderne mod himlen, hun bærer stadig smedehandsken og nu sidder dværgfalken der også. I den anden hånd har kvinden fået skænket en af dværgfalkens fjer. Jeg spejler mig i kvindens øjne, inden jeg svæver hjem fra erindringsrejsen. Det sidste jeg ser, er kvinden, der sætter sig i skrædderstilling på den nøgne jord, for foden af det ældste træ. Ud af skørterne fisker hun en gammel indbundet bog frem, hun åbner bogen og begynder at skrive med dværgfalkens fjer.
Sheila Andersen, torsdag d. 26. august 2021