Jeg mærkede ellers forelskelse, forelskelse og liv, men livet og virkeligheden vendte tilbage. Vinden blev ved med at skubbe til mig, først den ene vej og så den anden vej, i en tilfældig retning, jeg forsøgte at følge med, men jeg forstod ikke, hvad det var den ville mig.
Kvinden havde svært ved at fokusere, hun havde alt for travlt til at mærke efter, hvad hun selv havde lyst til, hun glemte at trække vejret, hun glemte sig selv. I det tidlige forår mærkede hun forelskelsen, hendes vejrtrækning var dyb og inderlig og hun var boblende glæde og boblerne bristede og sendte nydelsesfulde kærtegn gennem hele hende krop. Kvinden blev forført i et hav af sanser og hun lod sig rive med. Men uden hun opdagede det, stoppede hun med at trække vejret, det var ikke længere sansehavet, der forførte hende, det var vinden, der skubbede hende, på må og få. Hun forsøgte at stritte imod, men måtte lade sig føre med af hverdagens travlhed, hun havde svært ved at stoppe. I hverdagens travlhed, når hun fløj afsted, opfangede hun ord og billeder i små glimt og nogle gange, var det som om, det var spejlbilleder, der ramte hende dybt, som symboler hun gemte i sit hjerte. I et billede, så kvinden sig selv som vinden, jo mere travlt hun havde, jo mindre trak hun vejret og jo mere blæste det uden for hende, men hvis hun stoppede op og var stille, så trak hun vejret ind og vinden forsvandt. Kvinden hørte også ord som ”Gamle nøgler åbner ikke nye døre” og hun gik ud i stilhed og rugede over, hvad de ord mon ville hende.
Vejrtrækningen hang, som en nøgle om kvindens hals og ventede bare på at blive brugt.
Jeg vandrer langs stranden, jeg længes efter at møde dig, jeg mærker dig et sted i mit indre. Jeg samler et hybenrosenblad op og hendes duft kilder min inderlighed, da bladet blidt strejfer mine læber. Jeg tændes af lyst til livet, mens jeg sanser forelskelsens leg. Jeg lytter til bølgeskvulp og det føles for evigt, mit hjerte banker for os to.
Jeg vil så gerne gå hånd i hånd med dig, du synes lige foran mig, jeg rækker hånden ud, men så er du væk, lige som jeg troede, du var her. Jeg mærker dig i mit indre. Jeg prøver at forestille mig os to sammen, men ser kun hverdagens begrænsninger. Den eneste begrænsning er i mig, hvis bare jeg kunne få dig ud. Bølgernes evige rullen, skylder os over, gør modstand, jeg kan ikke komme ind og du kan ikke komme ud. Jeg håber vi kan mødes en dag og indtil der, vil jeg bære dig varsomt i mit hjerte.
Jeg finder dig, det lover jeg, jeg mærker det, når jeg trækker vejret, nøglen om min hals. ”Gamle nøgler åbner ikke nye døre”, men denne nøgle er ny for mig. Jeg lytter til svalernes sang og til bølgerne, der sliber mine kanter og gør mig blød og rund. Jeg samler en sten op fra strandkanten, hun smiler til mig med sine øjne og former sig i min hånd. Bølgerne bryder og slipper i længselsfuldheden til vi er én igen. Jeg giver dig tid, mens jeg længes. Jeg åbner min port, jeg trækker vejret dybt. Jeg samler endnu en sten op, han læner sig mod hende og kysser blidt og insisterende hendes læber.
Vanddråben på et blad, blænder mit øje og jeg ser du er lige her, mere behøver jeg ikke at vide. Jeg trækker vejret, svalernes triller gør mig let og lykkelig. Jeg trækker vejret, jeg holder dig allerede i hånden, vi er én, vi er sammen for evigt.
Du gør mig let
Du giver mig tyngde
Du udvider mit indre
Du samler mit ydre.
”Jeg elsker dig, min egen”, hviskede kvinden i natten med hånden presset hårdt mod sit bryst. Kvindens rejse i dybet, hun drak af hans kilde, de spirede ud af mørket og tiden stod stille, mens en stille tåre løb ned ad hendes kind. Måske var det en glædeståre, måske var det af længsel – kun hybenrosen ved, at det er kærlighed.
Læs også om Sansebad og fortælling – det der sker inden jeg skriver.
Jeg så hvide skyer på en blå baggrund gennem græsstrå, der bøjede sig ind over mit ansigt. Det havde regnet kraftigt tidligere, men vinden havde tørret det meste, bortset fra en enkelt dråbe på et blad.
