En stille aften ved skumringstid gik hun ud, månen stod lavt og synede stor. Under den ene arm bar hun den gamle bog, hun havde taget den fra den sovende, inden hun gik. Bogen med opskrifter på kærlighed, det var tilsyneladende svære opskrifter og når det endelig lykkedes blev tinkturen uklar og lidt rusten og så blev den nøje doseret.
Hun gik nu på stien langs åen og marken og i skellet mellem marker registrerede hun bevægelse. Noget yndefuldt dansede vævende i skumringen, hun stoppede op og mærkede trådens energi fra de dansende, en feminin dans mellem hinder og feer. Hun listede tættere på og de gav hende lov. Det var en dans, hvor hinderne gav feerne lov til at drikke af deres mælk og hvor feerne foldede deres hænder, som trug og lod hinderne drikke af deres magi i en magisk kærlighedsdans.
Feen, der sad på hendes skulder, fløj ind i dansen og blev modtaget med jubel og druide-sang. Magi og mælk hvirvlede rundt, som i en stille orkan. Bogen under hendes arm begyndte at lyse i samme magiske farver, som feernes energi. Hun lagde bogen i sit skød og åbnede den. Kærligheden strømmede hende i møde og kvinden græd forløsende tårer. Da tårerne ramte bogens sider, trådte en hind frem for hende og sagde “kom, giv mig bogen og vær med i dansen”. Hun rakte bogen frem i det hun rejste sig og fulgte med ind i kredsen af dansende. Hun lod feerne drikke af hendes mælk og hun drak af feernes magi i en kærlighedsrus.
Det var blevet helt mørkt uden hun havde opdaget det, hun vendte hjemad uden bogen, feen sad nynnende på hendes skulder og hendes skygge i gadelysets skær virkede feminin og yndefuld og tog ind imellem et par lette dansetrin.