Min lille rose, du var der, jeg fandt dig. Jeg så dig, der i mørket, gemt lidt væk blandt vildt krat. Du lyste i mørket og jeg så din insisteren i øjenkrogen, da du fangede mit blik. Du fortalte mig at jeg skulle komme hen til dig og jeg banede mig vej på bare tæer. Undervejs måtte jeg fjerne et tjørneblad, der borede sig op i min fod, men jeg vidste, jeg måtte hen til dig.

Da jeg nåede dig, blev jeg forundret over din styrke og din sårbarhed. Jeg kærtegnede dig blidt for ikke at støde dine rosenblade. Da jeg indåndede dig, besvimede jeg i en sødmefuld rus af livets duft.

Se også haiku: Min lille rose – Haiku

Min far, mine bedstefædre og mine oldefædre var håndværkere; tømrere, snedkere, smede, malere. De arbejdede med træ, metal, ild, vand, farver, former og de brugte deres håndværk kreativt til udformning af møbler med sirligt snittede vindrueranker i træ; dørgerigter skåret i smig, så linjerne var rene og rette; hestesko hamret og banket til nygiftes lykkeamuletter; metallysestager med kvindelige attributter; kælke med vandbøjede træmeder; malerier af landskaber og hverdagen i marken med rumperne i vejret; der blev smedet festsange; snittet træfigurer, majspiber og kreeret originale taburetter, på de små værksteder rundt omkring. Bag alle disse mænd, stod deres hustruer, mødrene til deres børn; min mor, mine bedstemødre og mine oldemødre. Så nu står jeg her og står bag, men hvad er det, jeg står bagved? Jeg har ikke noget håndværk eller har jeg?

Læs videre “Mine forfædre og jeg – Fortælling”